Referat af generalforsamlingen i Dansk Færgehistorisk Selskab
mandag den 26. april 2010 fra kl. 19:00 – 20:10
Formand Nils Munk bød velkommen til de 32 deltagere.
DAGSORDEN
1) Valg af dirigent, referent og 2 stemmetællere
Poul Wilhelmsen blev foreslået og valgt som dirigent.
Jørgen Wiedemann blev foreslået og valgt som referent.
Peter Olsen og Jan Vinther Christensen blev foreslået og valgt som stemmetællere.
2) Formandens beretning på generalforsamlingen den 26. april 2010:
Året 2009 var generelt et kriseår, og vi har også i foreningen mærket krisen, idet der har været medlemmer, som meldte sig ud netop på grund af krisen. Det kunne dog have været langt værre. Vores medlemsnedgang i 2009 har været 21, så vi i dag har i alt 410 medlemmer, heraf 35 udenlandske. Vi drøfter løbende i bestyrelsen, hvordan vi kan skaffe flere medlemmer, men det må konstateres, at det er op ad bakke.
Ved vores tirsdagsarrangementer her i Valby har der været god tilslutning ved møderne, og vi har bibeholdt arrangementprisen på de 50,00 kr. Den beslutning, der for nu snart mange år siden blev truffet, at møderne skal være ikke bare billedbytning, men med emner, der kan have eller har interesse for foreningens medlemmer, var god. Vi har haft mange interessante foredragsholdere med lige så interessante foredrag.
Sommerudflugterne har derimod vist en vigende interesse, og vi har i bestyrelsen drøftet og fundet det rigtigt at lave færre ture, men måske af længere varighed. Den vigende interesse kan måske skyldes, at vi får mere og mere travlt med alt muligt andet i weekenderne. Vores eventmanager Ole Schou-Nielsen vil orientere om, hvad møderne har indeholdt, men også hvilke arrangementer der i øvrigt har været. Her skal lyde en stor tak til Ole for hans store arbejde med arrangementer, til- og frameldinger, bestilling af lokale og sidst, men ikke mindst at få det til at køre.
Foreningens flagskib er fortsat vores blad, "FÆRGEFARTEN" og det er stadig fantastisk. En stor tak til Erik Wilhelmsen, som fortsat tager det store slæb med bladet. Desværre kom nr. 4 alt for sent ud, men forklaringen fremgik af ”lederen”, nemlig en ondartet virus, som var langt værre end svineinfluenzaen. Problemet blev løst, men vi har afsat penge til nyt udstyr her i 2010. Vi er også blevet opmærksom på, at nogle medlemmer har modtaget "FÆRGEFARTEN" med så stort vandindhold, at der kan sejles på det. Årsagen hertil kendes ikke, men vi undersøger, om der er alternativer til den nuværende udsendelse i kuvert. Alternativet til den nuværende emballage/kuverter kan være plastfolie. Det kan accepteres af Post Danmark. Vi skal pakke hvert enkelt blad og aflevere disse klar til forsendelse. Der kommer et ekstra tillæg på forsendelse - prisen kendes ikke - Post Danmark skal have et eksemplar af den påtænkte indpakning til vurdering af pris. På hjemmesiden gør vi fortsat opmærksom på, hvornår næste nummer af bladet vil udkomme og er udkommet.
Vi fik i 2008 fremstillet en brochure, der skulle skaffe nye medlemmer. Brochuren blev sendt til diverse museer, rederier og foreninger, ligesom den omdeles, hvor DFHS er repræsenteret ved foredragsvirksomhed, salgs- eller andre PR-fremstød. Der vil snart være en nyoptrykt brochure klar. Nyboder Boghandel har vi leveret blade til med videresalg for øje, men det er mere end sløjt. Derimod leverer vi til Jernbanemuseet i Odense, og det, håber vi, vil gå bedre. Vi har i året 2009 leveret 40 eksemplarer af ”FÆRGEFARTEN”, der er betalt. Vores samarbejde netop med museet i Odense går takket være Morten Salicath vældigt godt. Vi har mulighed for at kigge i deres arkiver, og det er af stor betydning for forskningsgruppen. Vi hjælper til gengæld dem med at fremskaffe oplysninger til deres udstilling. Oplysninger, som vil blive lagt ind på de PC'er, som publikum kan betjenes sig af. Dette arbejde er stort, og det er endnu ikke afsluttet.
Vi har på et bestyrelsesmøde drøftet, om vi fra 2011 kun skal have et medlemskontingent :
Ordinære medlemmer kr. 325,- *
Junior og Senior kr. 275,-
*) Gældende for biblioteksabonnement (i dag 400,-), rederier, firmaer og organisationer m.v. (i dag 600,-), der fremover kun skal betale 325,- kr.
Det giver DFHS et årligt tab på ca. kr. 4.000,- kr. svarende til, at der skaffes ca. 15 nye medlemmer - med årets tabte medlemmer skal der i 2011 skaffes i alt ca. 35 medlemmer. På den anden side tror vi dog, at mange rederier/firmaer/organisationer fortsat vil støtte os og også, at vi ved at sænke kontingentet kan få flere biblioteker og virksomheder. Vi har kalkuleret med det i vores nye budget, og jeg vil lade det være op til jer her på generalforsamlingen, om I kan godkende det. Det vil ske under:”Godkendelse af budget”.
Vores forening bliver også markedsført via foredrag. Jeg har holdt foredrag i Holmens Kirke om Storebæltsoverfarten. Det gav umiddelbart ingen nye medlemmer, men en del mennesker ved nu, at vi eksisterer. Jeg har også holdt foredrag om samme emne i Aktive Maritime Seniorer i Veddelev ved Roskilde. Her prøvede vi med et samlet tilbud til denne forening, men p.t. nej tak.
Også i 2009 (den 4. oktober) var foreningen repræsenteret med en stand på Dansk Jernbane-Klubs samlermarked. Vi omsatte for godt 3000,- kr, men der var også flere henvendelser om vores forening.
Der blev i efteråret på DR 2 udsendt en række meget oplysende optagelser om dansk søfart. Hans Otto Kristensen fra vores bestyrelse var en af deltagerne. Der arbejdes efterfølgende på et projekt om Færgefarten i Danmark, og foreningen er involveret i projektet. Det kan måske også give PR (og flere medlemmer).
Vi har naturligvis i bestyrelsen drøftet, hvordan der kan skaffes nye medlemmer, og det må konstateres, at det er op ad bakke. Der er flere bestyrelsesmedlemmer, der gerne deltager i en hvervegruppe, men vi mangler måske en tovholder, der også kan komme med nye og gode ideer. Tænk over det og meld jer gerne via mail.
Vi har fortsat et godt samarbejde med Scandlines, men der er flere og flere, der forlader rederiet. Vi har dog fortsat glæde af sponsoratet, og vi modtager fortsat tegninger og andet. En stor tak til Scandlines. Gulvet i arkivet er ved at være godt belastet, og derfor har vi besluttet, at I, når I forlader denne generalforsamling, får lidt med fra arkivet.
Vores samarbejde med DFDS er naturligvis ikke helt så færgerelateret, men bliver stadig mere og mere frugtbart, og vi har fået en masse jubilæumsbøger, som vi kan sælge, så også en stor tak til DFDS.
Og så er der fortsat gang i mødeaktiviteten udenfor København. Der blev afholdt et medlemsmøde på Fyn den 2. februar 2008. Det var medlem Peter Therkildsen, der allerede i 2007 stak en finger i jorden for at undersøge, om et arrangement med billedbytning kunne realiseres. Det kunne det, og det blev et godt møde, som blev gentaget den 28. marts 2009 og den 14. november 2009. En stor tak til Peter for hans initiativ og den fortsatte opfølgning.
Udover Færgefarten er vores hjemmeside den anden udadvendte aktivitet. Den bliver bedre og bedre takket være vores Web-master Hasse Fentz . Selv fra den anden side af jorden holder du siden up to date, Hasse, og jeg er dig stor tak skyldig både som Web-master og som næstformand, hvor du stiller op, når det brænder på.
Vi har på vores arkiv en masse VHS-videoer af forskellig slags både fra Scandlines, DSB Rederi og DSB. Via Morten Salicath og hans gode kontakter har vi fået alle videoerne overspillet til DVD. Et kæmpearbejde, som vi har fået foræret. Fra Morten har jeg fået en liste over yderligere videoer og film, der, hvis de ikke bevares på DVD, vil gå til grunde. Derfor søgte vi Sydfyenskes Dampskibsselskabs Fond om midler til dette arbejde. Vi søgte om mere, end vi fik, men vi fik bevilget 25.000,- kr., som så er en god begyndelse. En stor tak til Sydfyenskes Dampskibsselskabs Fond for deres bidrag. Hasse repræsenterede foreningen ved overrækkelsen på Tåsinge.
Vi er ikke kommet så meget længere med vores forlag, men vi er dog blevet lidt klogere. Vi vil hverken lave ApS eller enkeltmandsfirma, da risikoen vil være for stor enten for foreningen eller for den, som skal stå for forlaget, hvis det er et enkeltmandsfirma. Det er fortsat tanken, at vi i foreningsregi skal udgive hæfter om f.eks. færgetyper, overfarter og lign. Men det vil ske i samarbejde med nogle, der allerede udgiver bøger, pjecer og lignende.
Jeg vil afslutningsvis rette en stor tak til hvert enkelt bestyrelsesmedlem for et godt, tillidsfuldt og konstruktivt samarbejde, til vores bladredaktør, til vores revisor og hans suppleant, til de mange medlemmer, der arbejder i de forskellige udvalg og til alle jer, der trofast slutter op om foreningens arbejde.
Tak til Erik Kjeldsen, som næsten altid ”har noget med” til vores tirsdagsmøder. Det være sig billeder, en platte, sejlplaner og andet.
Tak til Niels Faber for tidsskrifter
Tak til John Hansen for skibs- og færgebøger
Tak til Ole Schou-Nielsen for bøger og andet
Tak til Viking Line for "Vägen over Havet" og "The ships"
Tak til Nils Munk for hovedmotoren fra Sprogø (dog i lille udgave) og et billede (plakat) fra Dampskibsselskabet Øresund
Tak til Jens-Jørgen Absalonsen for bøger
Tak til Per Brandt-Hjeresen for bøger
Tak til Asger Nielsen for rammer til mange af vores billeder
Og nu vil denne beretning afsluttes med en beretning, først fra vores Web-master og næstformand Hasse
Nils Munk afsluttede sin beretning med at give ordet videre til formændene for de forskellige udvalg.
WEB-MASTER HANS-HENRIK ("HASSE") FENTZ
I 2009 er hjemmesiden blevet holdt opdateret. En ny hjemmeside er under konstruktion og påregnes startklar i 2. kvartal.
Jesper Aagesen har lavet indeks for "FÆRGEFARTEN" 2003-2009, som bliver lagt ud på hjemmesiden ganske snart. Det er herefter hensigten, at indekset opdateres hurtigst muligt efter udsendelse af hvert nyt nummer af Færgefarten.
Hans-Henrik Fentz havde en hilsen med fra Søren Thorsøe, som nu har det godt, er ved godt mod og snart tilbage igen.
TUR- OG EVENTMANAGER OLE SCHOU-NIELSEN
Den 2. maj 2009 var der tur til Askø, Femø og Fejø. Ordningen med fællestransport i medlemmers biler fungerede godt. Det var godt vejr, og medreder Tage Andersen fortalte under sejlturen til Femø om overfarterne og viste fotos m.v.
Den 13. juni 2009 var der tur til Korsør med besøg på Overfartsmuseet, ved det gamle kulfyr på Lygtebakken, på Isbådsmuseet, og som et ekstra indslag var der ved Ingvard Skøtts assistance mulighed for at se fyrbåken ”Koen” og endda høre den afgive signal. Brølene kunne høres vidt omkring.
Den 22. august 2009 gjaldt det et besøg på færgen "MØN", der lå i Stege havn. Den måtte ikke sejle, men der er udsigt til, at den bliver sejlklar. Men sejles skulle der, og det blev med færgen "IDA" mellem Bogø og Stubbekøbing
Den 4. oktober 2009 deltog DFHS igen med en bod på Dansk Jernbane-Klubs samlermarked i Valby Kulturhus, og fik solgt for cirka 3.000 kr.
Den 6. oktober 2009 holdt William Dancker-Jensen et vellykket foredrag om danske jernbanefærger og viste mange af sine billeder. Der var et stort fremmøde.
Den 3. november 2009 holdt Claude Enoch et foredrag om "HANS HEDTOFT" og dets forlis.
Den 14. november 2009 var der medlemsmøde i Odense arrangeret af Peter C. Therkildsen. Hyggeligt møde og megen snak. Stor tak til Peter for arrangementet.
Den 4. december 2009 blev der vist film om "AFRICA MERCY", tidligere "DRONNING INGRID" (1980), optaget af et medlem af besætningen. Hans-Henrik Fentz sluttede aftenen med at vise billeder fra og fortælle om sine rejser omkring Skotland med Caledonian MacBrayne.
Den 2. februar 2010 kom vejrmeldingen på tværs af arrangementet hos DFDS, så besøget blev aflyst. Selve aflysningsprocessen overfor de 54 deltagere havde taget lang tid. Aflysningen var også annonceret på hjemmesiden.
Den 2.marts 2010 holdt krydstogtschef Arnt Møller Pedersen fra CMP (Copenhagen Malmö Port) et spændende foredrag om krydtstogtstrafikken og om udbygningsplanerne med bl.a. en ny krydstogtskaj i København.
Den 16. marts 2010 mødtes vi så hos DFDS. Vi blev vist rundt i bygningen og så på malerier og modeller af selskabets skibe. Efter et meget flot traktement var der mulighed for at få et gratis eksemplar af DFDS’s seneste jubilæumsbøger.
Der er god tilslutning til tirsdagsmøderne, så de fortsætter på samme måde.
Der har været overvejelser om en tur til Göteborg, men den er udsat indtil videre, idet Sjöfartsmuseet er under ombygning.
Et medlem har foreslået besøg hos DFDS Canal Tours. Dette sker lørdag den 12. juni, hvor først værkstedet besøges. Bagefter er der en sejltur med en af de el-drevne turbåde.
"VENØSUND" har sejlet sin sidste officielle tur. Det er lykkedes at arrangere en tur med "VENØSUND" rundt om Venø lørdag den 24. juli.
FORSKNINGSGRUPPEN VED MORTEN SALICATH
I småfærgegruppen er året gået med at indsamle oplysninger fra Landsarkivet, lokalhistoriske arkiver og ældre aviser. Endvidere har gruppen besøgt flere personer for ad den vej indsamle oplysninger og billedmateriale. Resultatet er blevet til 2 artikler i "FÆRGEFARTEN". En om færgetrafikken ved Guldborg og en om overfarten fra Orø til Holbæk. Kontakten med beboerne i Guldborg medførte, at de fik festligholdt 75 års-dagen for færgens ophør og broens åbning. Først var der en udstilling om færgefarten og broens bygning og dernæst fællesspisning. DFHS var repræsenteret med en udstilling. På DFHS’s initiativ har der været en artikel i Holbæk Amts Venstreblad i forbindelse med 125-året for starten af sejlads mellem Holbæk og Orø.
Blandt de øvrige ”større” færger er der stor aktivitet, og målet er fortsat, at den detaljerede historie for DSB-færger og skibe, der er anskaffet i årene 1922-1965, ligger på DFHS’s hjemmeside inden år 2010's udgang, ligesom ”småfærgegruppen” har en hel del færger og skibe klar til indlægning på den nye hjemmeside, når den går i luften.
Der har været mange studier, besøg på arkiver, besøg på Rigsarkivet, på det Kongelige Bibliotek og på Jernbanemuseet.
Der er i årets løb besvaret en hel del forespørgsler. Her kan nævnes billeder af færger og tyske soldater under besættelsen, Göteborg-Frederikshavn-ruten, østtyskeres flugt og danske færgers involvering heri, postkasserne på motorskibene "JYLLAND" og "KALUNDBORG", sejladsen med danskere i 1940 fra de baltiske lande efter den russiske besættelse af de baltiske lande, til navnet på båd og bådfører, der stod for sejladsen mellem Korsør og Sprogø i 1917 og endelig rigtig mange kommentarer til en artikel om Kalundborg-Kolby Kås-Århus- ruten i Jernbanehistorisk Årbog for 2010.
Forskningsgruppens medlemmer har også produceret en del artikler til "FÆRGEFARTEN". Udover de to nævnte under småfærgegruppen kan nævnes artikler om "AGNETE"s sejladser på Øresund, om hvorledes forskellige skibsmotorer er opbygget og fungerer, om "CHRISTIAN IX", om DSB-færgeåret 1984, om Hardeshøj-Ballebro ruten, om færgen "PRINSESSE BENEDIKTE", om Masnedø-Orehoved-ruten, ligesom Jørn-Bent Jensen knokler med ”Nyt fra skibsregistret”, og Jesper Aagesen har lagt et stort arbejde i at lave et indeks for Færgefarten for årene 2003-2009, et arbejde, der blev afsluttet i år.
Vi har også afsluttet det meste af arbejdet med at lave materialet til Jernbanemuseet. Der mangler kun Hans-Henrik Fentz’s del, som afventer arbejdet med den nye hjemmeside.
I årets løb er Hans-Henrik Fentz udnævnt til bestyrelsens repræsentant i gruppen.
Tak til alle gruppens medlemmer for en meget stor indsats i årets løb og god gensidig erfaringsudveksling.
BLADGRUPPEN VED ERIK WILHELMSEN
Bladgruppen består af Erik Wilhelmsen, Jan Vinther Christensen og Peter Olsen. Da Erik Wilhelmsen var forhindret i at deltage i generalforsamlingen, var det Jan Vinther Christensen, der aflagde beretning. Året har været rimeligt stabilt; de årlige 4 numre af "FÆRGEFARTEN" er udgivet. Nummer 4 med nogen forsinkelse. Jan Vinther Christensen rettede en stor tak til Erik Wilhelmsen for det utroligt flotte blad, hvor også de seneste nyheder medtages. Også en tak til bogtrykkeriet for hurtig levering.
ARKIVGRUPPEN VED NILS MUNK
Der er 10-11 aktive medlemmer hver mødeaften. Der er registreret 727 bøger. Arbejdet bliver ”aldrig færdigt”. Der er en beholdning af bøger m.m., som vil blive udbudt til salg.
Der var ingen spørgsmål til beretningen, som hermed var godkendt.
3) Fremlæggelse og godkendelse af regnskab for 2009
Kasserer Mogens Westergaard fremlagde regnskabet, der var godkendt og underskrevet af revisor og bestyrelse. Årets overskud blev på 53.303 kr. Der var ingen bemærkninger til regnskabet, som hermed var godkendt.
4) Budget for 2010
Kasserer Mogens Westergaard fremlagde budgettet for 2010, som blev godkendt uden bemærkninger.
5) Indkomne forslag
Der var ikke indkommet nogen forslag.
6) Fastsættelse af kontingent for 2011
Det i formandens beretning nævnte forslag om, at de specielle kontingentsatser for biblioteker (400 kr.) og rederier, firmaer og organisationer m.v. (600 kr.) ophæves, blev godkendt. I stedet skal de betale kontingentsatsen for ordinære medlemmer på 325 kr.
7) Valg til bestyrelse
Lars Valentin, Mogens Westergaard og Ole Schou-Nielsen blev genvalgt.
Hans-Henrik Fentz blev genvalgt i 2009 for en 2-årig periode. Men for at sikre, at formand og næstformand ikke vælges samme år, forslås Hans-Henrik Fentz genvalgt for 2010-2011. Hans-Henrik Fentz blev genvalgt.
8) Valg af suppleanter til bestyrelse
Poul Wilhelmsen, Jan Vinther Christensen og Ole Boisen blev genvalgt.
Jørgen Wiedemann blev valgt til bestyrelsen i 2009, og er derfor ikke på valg, som det er nævnt i dagsordenen.
9) Valg af revisor og revisorsuppleant
Hans Beck blev genvalgt som revisor, og Peter Olsen blev genvalgt som revisorsuppleant.
10) Eventuelt
Ole Schou-Nielsen omtalte det etablerede samarbejde mellem Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg og DFHS. De gensidige medlemskaber betyder, at DFHS modtager Årbogen og museet modtager "FÆRGEFARTEN".
Erik Kjeldsen overgav følgende tekst om, hvorfor skibe er hunkøn, til arkivet.
Et skib er hunkøn fordi:
det bør have en mand til at styre sig
det af og til tager magten fra en mand
det tåler ikke overlast
det skifter navn, når det skifter ejer
det kan synke dybt
det kan være skyld i mange mænds undergang
det koster mere at vedligeholde skroget, end en mand synes om
det skal pyntes op, inden det går i fart
det vugger som regel i al slags vejr.
Dirigenten takkede for god ro og orden.
Nils Munk takkede Poul Wilhelmsen for god varetagelse af dirigenthvervet. Nævnte, at der til generalforsamlingsdeltagerne er udleveret 2 årsberetninger og nogle postkort.
Herefter var generalforsamlingen afsluttet, og der blev vist 3 af de VHS-videoer, der nu er overspillet til DVD.
Poul Wilhelmsen
Dirigent
Jørgen Wiedemann
Referent